Jeg har mange mandlige klienter, og har igennem årene oparbejdet nogle erfaringer omkring, hvilke forventninger mænd stiller til det at gå til psykolog.
I en opgørelse fra Danske Regioner fra 2015 fremgår det, at der er tre gange så mange kvinder som mænd, der opsøger en psykolog. Og der er nye undersøgelser fra 2023, der viser, at vi mænd stadig halter bagefter, når det kommer til at tale om os selv, vores sårbarhed og vores følelser. Og dette gælder i lige så høj grad yngre mænd, som tilsyneladende også har svært ved at opsøge professionel hjælp, når det kommer til psykologiske og følelsesmæssige udfordringer.
Og disse tal dækker ikke nødvendigvis over, at kvinder har flere psykologiske “issues” end vi mænd, men at der stadig er en holdning blandt mænd, at det er et nederlag – eller at man er svag, hvis man opsøger en psykolog.
Det er “svagt” at bede om hjælp
Vi skal helst kunne klare udfordringerne selv, tænker vi. Det er pinligt at være sårbar og vise følelser, og måske har vi ikke ord for vores følelser – det er ikke et sted, vi kender i os selv. Og derfor bliver det også svært at tilgå det. Så, hvis vi kommer i kontakt med følelser sammen med andre, og vi ikke har ord på dem, så kommer der sådan en “larmende, pinlig tavshed”. Så er det nemmere at fyre en vittighed af, så vi glemmer det der følsomme.
I min erfaring, er en af de faktorer, der afholder mange mænd fra at opsøge en psykolog, en fordom om, at “psykologen bare sidder og lytter og nikker”, eller det at dele sine tanker og følelser med en vildtfremmed “ikke kan hjælpe noget”.
Og med sådan en forestilling om psykologen, er det klart, at vi som mænd ikke er interesseret i at tale med vedkommende. For vi vil jo gerne have problemet løst!
Få større indsigt i dig selv
Jeg får ofte at vide af mine mandlige klienter, at jeg har brudt deres – ofte negative – forestillinger om terapi.
Fordi jeg bruger mig selv meget, og er aktiv i at tilvejebringe værktøjer og metoder til at rumme og bearbejde kriser og svære følelser, og i at kunne i-tale-sætte følelser, så giver mange af mine mandlige klienter udtryk for, at “det her skulle de have gjort for længe siden”, altså have opsøgt mig.
De opdager, at det ikke er så farligt; at de ikke er alene og at de ikke er “svage” ved at have opsøgt en psykolog. Og først og fremmest: De opdager, at de får det meget bedre; det er hjælpsomt at dele sine tanker med en uvildig person, der ikke har “aktier” i historien.
Men igen: Vi undlader at opsøge psykologen, fordi vi føler, at vi “jo skal kunne klare det selv”. Men når vi så opdager, at vi med en smule hjælp (som ikke handler om, at vi er forkerte), at vi kan få det meget bedre, så ændres holdningen både til os selv og til psykologi/terapi og terapeuter!
Og en faktor omkring grunden til, at der er flere kvinder end mænd, der opsøger psykologer, er muligvis, at vi mænd skammer os over at have brug for hjælp og dette især, når det drejer sig om psykologiske problematikker.
Mange af mine mandlige klienter har endog meget svært ved blot at sige ordet psykolog, og flere af dem siger, at de – efter længere tid, hvor de har lidt i stilhed – har erkendt, at de så sig nødsaget til at opsøge “sådan en som mig”.
Dette er et udtryk for, at vi har det svært med, at vi ikke selv kan løse de psykologiske problemer, som vi måtte have på et givent tidspunkt i vores liv – og vi har alle, før eller siden, nogle svære psykologiske emner.
Det er blevet lettere og mere legitimt at opsøge en psykolog
Jeg har dog noteret en svagt stigende tendens blandt yngre mænd til at have en større accept af, at vi ikke altid behøver at klare alting selv, men at det kan være i orden at opsøge professionel hjælp, og at dette bestemt ikke er et nederlag, eller tegn på svaghed. Jeg plejer gerne at sige, at det at kunne konfrontere sin egen sårbarhed, kræver rigtig meget styrke.
Det, at gå og være “stærk” ved ikke at vise “svaghed” (læs: “bløde” følelser), er i min optik ikke styrke. Når man som mand skal lære at komme i kontakt med sine følelser, og sin sårbarhed, så er det vigtigt, at man bliver vist vejen. Fx. havde jeg en mandlig klient, som havde lidt af depression i mange år.
Da vi talte om at anerkende sine sårbare sider, og at lære at være accepterende og nysgerrig overfor sine følelser, sagde han til mig, at det var ukendt land, og at jeg så måtte være med, når “vi skulle gå over vejen”. Så en stor del af vores samtaler handlede om øvelse i at være med følelsen, og at lære, hvad det betyder. Jeg fik en sms fra hans kone, hvori hun takkede mig for at have givet hende en ny mand, som var nærværende og glad.
Mange mænd får af deres kærester/koner at vide, at de ikke “føler en skid” og kvinderne giver udtryk for deres frustration med deres mænd over, at de ikke er “i kontakt med deres følelser”.
Mænd tænker følelser, kvinder føler dem
Jeg har erfaring for, at vi mænd sagtens kan mærke vores følelser, men vi gør det på en “tænke-måde” i stedet for en “føle-måde”. Når jeg spørger mine mandlige klienter, om de kan mærke forskellen på, når de er glade eller kede af det, kan de sagtens det.
Men de har ikke så mange ord for de forskellige følelser, fordi – og det er heldigvis ved at ændre sig med de nye børneopdragelsesformer – vi mænd ikke er blevet opdraget til at tale så meget om følelser. Følelser er noget, der sker i kroppen, siger man i psykologien.
Følelser opleves i kroppen, men “sker” i hjernen
Men ret beset er følelser jo noget, der sker i hjernen, og følelser har et kognitivt (tankemæssigt) fundament, og det er denne tankemæssige del af følelserne, som vi mænd er mere i “kontakt med”.
Når jeg taler med mine mandlige klienter om dette, så er der mange af dem, der føler sig mødt og forstået. Netop fordi – og dette er ikke en anklage mod kvinder – vi mænd har prøvet at tale om vores følelser på samme måde som kvinderne (vi er jo for det meste “opdraget” om, hvad følelser er, af dem!!), så har vi en tendens til at føle os lidt forkerte, når vi ikke kan det.
Der tror jeg, at det er vigtigt at anerkende forskellen på mænd og kvinder – også hjernemæssigt, idet kvinder har “talecenter” i både højre og venstre hjernehalvdel, mens vi mænd blot har “talecenter” i venstre hjernehalvdel. Lidt forenklet sagt kan man måske hævde, at mænd “tænker følelser”, mens kvinder “føler og taler følelser”.
At der er en forskel, gør ikke det ene bedre end det andet, men anerkendelsen af, at der er denne forskel, kan bevirke, at vi kan respektere vores forskellige tilgang til følelser. I øvrigt er meget af dét, som vi kalder følelser ikke følelser, men tanker (fx. “jeg føler mig misforstået” er ikke en følelse, selvom vi i-tale-sætter det som sådan. Der er en tolkning, som siger: Jeg er blevet misforstået, og det følelsesmæssige indhold af den tolkning kan så være ked-af-det-hed eller vrede).
Har du – efter at have læst dette, fået mere mod på at opsøge en psykolog, så er du velkommen til at kontakte mig på telefon 2290 8676 (bedst m. 9-9.30 eller ml. 17-18). Du kan desværre ikke kontakte mig pr. mail, da persondataforordningen kræver, at jeg har en sikker, krypteret mail, hvilket jeg ikke har.
Eller har du spørgsmål eller kommentarer, er du også velkommen til at kontakte mig.