Du kan ikke alene tænke dig til din retning

- Artikel bragt i månedsmagasinet "Psykologi", maj 2008:

Mange mennesker skynder sig at foretage ændringer i deres liv, når de bliver klar over, at de er utilfredse. Men det er ikke altid en god løsning, mener psykolog og psykoterapeut Henrik Tranberg. Vi træffer ikke beslutninger, der fører os på rette vej, når vi ikke kan rumme vores følelser. Ved at kunne rumme de ubehagelige følelser, kan vi meget lettere finde ud af, om vi blot skal ændre vores tankegang, eller om vi skal handle udadtil.  Og så kommer modet til at foretage de nødvendige ændringer af sig selv.

- Så snart vi mærker, at vi er utilfredse, er vores første indskydelse at løbe væk eller gøre noget for at slippe af med den ubehagelige følelse. Stop i stedet op og forsøg at være i din utilfredshed. Hvis du ikke kan holde det ud, så spørg dig selv, hvorfor. Du har måske flygtet fra følelsen mange gange før, men hvis du vil sikre dig, at du er på rette vej i dit liv, er du nødt til at stoppe op og mærke efter, hvad det handler om, siger psykoterapeut og psykolog Henrik Tranberg.

- Selv om det kan være svært at være i en ubehagelig følelse, kan man træne sig i det, ligesom når man træner fysisk. Når man på sin løbetur mærker mælkesyren i benene, presser man sig selv til lige at løbe lidt længere. På samme måde kan man træne sig til at være i lidt længere i følelsen, hver gang den dukker op. Det gælder om at se den i øjnene, så man kan sige til sig selv, at det er sådan jeg har det, og at det er okay at have det sådan. Vær nysgerrig over for dig selv og undersøg, hvad det er, der gør, at du tilskyndes til at handle i stedet for rigtigt at føle utilfredsheden. Vil du handle, fordi det er for svært for dig at være i følelsen, eller fordi det vitterlig er en retning, du kan mærke, at du skal følge? Hvis du ikke kan udholde at være i følelsen, og det er grunden til, at du vil ændre noget i dit liv, kommer du meget let til at handle på et forkert grundlag, for så har du ikke dig selv med i det. Det, vi løber væk fra, beholder vi, mens det vi bliver i, opløses. Eller sagt på en anden måde: Frygt opløses, når vi bliver i den uden at dømme den, mens kærlighed ikke opløses, når vi bliver i den, siger Henrik Tranberg.

- Mange mennesker har svært ved at forstå, at de ikke skal handle sig ud af utilfredsheden, for ”jeg har jo været i det så længe”, siger de. Men de har ikke rummet deres egen utilfredshed, for gør man det, er man ikke fordømmende over for følelsen og sig selv – at rumme betyder at være i følelsen uden at dømme den. Hvis man beslutter sig for at rumme sin utilfredshed for at slippe af med den, har man jo ikke helt accepteret, at man har det sådan, og så forsvinder den ikke. Følelser er som små børn – de vil gerne ses og høres, og hvis ikke de bliver set og hørt, vil de gøre alt for at få opmærksomhed. Så derfor skal du tage dig af dig selv og dine følelser – også selv om det tager tid at rumme dem.

Når du er i stand til at rumme dine følelser, fylder de ikke så meget mere. Det betyder, at du ikke lader dem styre dig, men bedre er i stand til at handle, fordi du nu kan se mere klart på dig selv og dine muligheder. Du ser mere nuanceret på tingene og træffer lettere en beslutning, der fører dig i den rette retning. En vigtig del af læringen, er, at du erkender, at du ikke nødvendigvis behøver at handle på dine følelser. Det er ikke nemt at nå dertil, indrømmer Henrik Tranberg, fordi vi er så vant til, at følelserne er ustyrlige og fylder meget og vi har modvilje mod at være sammen med dem. Følelser kan ikke rigtig kontrolleres – de kan rummes. Det er ikke så rart med det, vi ikke kan kontrollere. Men pointen er, at vi kan ”kontrollere” dem gennem at rumme dem.

Mærk din sandhed

Når du står i et dilemma, hvor flere retninger synes lige interessante eller lige frastødende, hjælper det at udholde frustrationen, indtil du har mærket, hvad der er rigtigt for dig at vælge. At finde retningen i sit liv er en modningsproces vi gennemgår.

- Du kan ikke alene tænke dig til, hvad der er rigtigt for dig. Du er nødt til at gå ned i maven og mærke efter. Det handler i høj grad om at bruge sin intuition. Vi har en fantastisk evne til at tænke, og vi har følelserne som et krydderi, men hvad der er godt for os eller mindre godt for os, kan vi kun mærke. Og det kræver øvelse. Jeg plejer at anbefale, at man bruger for eksempel to gange fem minutter om dagen til at mærke efter i kroppen – spørg dig selv: Hvad mærker jeg lige nu? Det handler om at få adgang til den inderste bløde del af os, hvor intuitionen og inspirationen ligger. Man er nødt til at møde sig selv for at kunne finde sin retning, og det kræver mod. Men når man tør mærke sig selv, forstærkes ens mod, og man vokser af det. Det betyder også, at hvis man har behov for at handle og ændre noget i sit liv, så vil det være mindre svært, fordi man nu vælger af lyst og ud fra det, der er rigtigt for en.

Det lyder ligetil, men hvad nu hvis man stadig ikke tør gøre det, man har besluttet sig for?

- Er der stærk angst og ubehag med i billedet, kan det hjælpe at opsøge professionel hjælp. Ellers handler det om at ændre sin tankegang, og det kan man for eksempel gøre ved at undersøge, om de tanker, man har, nu også er sande. Er der en anden måde at se verdenen på? Vi er ofte fastlåste i vores opfattelse, så træn dig selv i at være åben over for, at du kan tage fejl og se på dig selv med milde øjne. Øv dig i at værdsætte det, du har.

- Hvis du har problemer med at tro på dig selv og føler, at du ikke er god nok, når du ønsker at udleve dine drømme, så vil det også her hjælpe dig at blive ved med at mærke dig selv og dine egne behov. Når du er god til at føle dig selv, kommer selvværdet automatisk, siger Henrik Tranberg. 

Psykolog og psykoterapeut Henrik Tranberg kan kontaktes på tlf. 22 90 86 76. Se også www.henriktranberg.dk.

Følelser og autenticitet 

- Artikel bragt på internetportalen "Lev Lykkeligt", juli 2008

Det er som om, at vi moderne mennesker har svært ved at acceptere, at livet nogle gange byder os imod. Ikke forstået sådan, at vi ikke skal tilstræbe et liv, som vi synes er rart og godt, men snarere – når denne stræben efter det gode liv får os til ikke at kunne være med ubehaget i det ”almindelige, dagligdags” liv – så er det et signal til os selv om, at vi skal stoppe op og mærke ved at ”gå ned i maven” og blive klar over, hvad det er, vi føler. For kan vi ikke mærke og tillade os selv at mærke, og at kunne være med det, der er, så vil der måske være en øget tendens til, at vi handler på et ”forkert” grundlag. Der er en risiko for, at vi så handler ud fra præmissen: at undgå ubehag.

Følelser generelt – og dermed også ubehag – er umiddelbare kropslige tilstande. Det er noget, der sker i kroppen lige nu. Det er sådan, min krop føles og mærkes lige nu. Træningen i at kunne være med vores følelser, er en bevidstgørelsesproces, hvor vi bliver klar over, hvordan vores krop føles lige nu. Hvor tit stopper vi egentlig op i løbet af dagen og mærker, hvordan vores krop har det? Når vi rent faktisk mærker efter, er det ofte vores første indskydelse, hvis vi mærker ubehag, at forsøge at få det til at forsvinde. Ubehaget kan have mange ansigter: Rastløshed, dirren indeni, uro, tomhed, en følelse af indre ”pres”, etc. Vi kan ikke lide frustrationen, og vi forsøger at ”gøre noget” for at få den til at gå væk. Det er ofte svært for os at forstå, at vi ikke altid skal handle os ud af ubehaget, men måske i stedet stoppe op og lære at mærke efter, uden at vi kæmper, eller forsøger på at lave om på det, vi føler. I min praksis arbejder jeg ud fra tesen om at være med det, der er.

I den daglige kontakt med klienter møder jeg ofte mennesker, der på grund af dette ubehag foretager sig ting, som de inderst inde godt ved ikke er til deres eget, eller andres, bedste, men ubehaget nærmest ”driver” dem til at handle uhensigtsmæssigt. Frustrationen, eller det kropslige ubehag, når sådanne højder, at de ikke kan holde det ud. Rastløsheden ved eksempelvis ikke at kunne handle sig ud af en situation får det indre ubehag (dirren, uro, etc.) til at stige, og i enkelte tilfælde søges en ”løsning” med eksempelvis stoffer, eller alkohol, eller ved at arbejde sig ud af ubehaget.. Sidstnævnte er en mere socialt acceptabel måde at forholde sig til ubehaget, men kan stadig være et udtryk for undgåelsesadfærd, altså det, at vi undgår at mærke ubehaget ved at gøre noget, der kan minimere, eller stoppe ubehaget ved, at vi fjerner vores opmærksomhed fra dette ubehag. Vi gør noget, i stedet for at være og at mærke. Der, hvor vi får problemer med adfærden, er ofte, når vi bliver ”stressede” eller udkørte over, at vi hele tiden skal gøre noget, uden at dette egentlig hjælper os – at arbejde os ud af ubehaget giver ikke den lindring, det før gjorde; eller alkoholen eller stoffet dulmer ikke, som det måske en gang har gjort. Og så opsøger vi måske en psykolog – ikke på grund af ubehaget, men på grund af ”stress”, eller fordi vores adfærd er blevet til et problem for os. I min praksis fokuserer vi ofte på at blive opmærksomme på, at det er denne indre tilstand af ubehag, der ”driver” dem til en eller anden adfærd, og dernæst, hvad det er, der ligger i dette ubehag. Og ofte kan det være nogle tidlige antagelser om, at jeg skal handle for at være anerkendt og elsket. Og endnu dybere end dette, kan der ligge deciderede følelsesmæssige oplevelser af tomhed. At jeg ikke er noget, med mindre, jeg gør noget. 

                      Mange af mine klienter kommer til mig og beder om at få redskaber. De har et eller andet element i deres liv, eller flere, der ikke ”fungerer”, og de ønsker en måde at komme ud af denne tilstand. Det er en vanskelig problematik, for ofte er det ikke et spørgsmål om at hive den store værktøjskasse frem og ”fikse” problemet, men snarere et spørgsmål om (og dette er selvfølgelig også et ”redskab”) at kunne være med det, der er. Når du kan være med det der er, er det ikke den indre dirren, der dikterer hvad du skal gøre, men du vil så komme fra et roligere sted, og kan handle ud fra dette, snarere end ud fra undgåelsesadfærd. At kunne være med ubehaget betyder, at du implicit fortæller dit eget sind, at du er større end denne indre uro.

Men, hvad mener jeg så med dette: At kunne være med det, der er? Mange af mine klienter siger til mig: ”Jamen, jeg har jo i årevis haft det sådan her, så jeg er jo med det”!!! Og dertil spørger jeg så, om det indre ubehag gerne må være der, eller om de ønsker, at det skal gå væk, hvortil svaret (nærmest selvfølgeligt) er, at det skal gå væk. Men her er der så et paradoks. For det, som vi ikke ønsker i vores psyke, kan vi ikke få til at gå væk ved at dømme imod det: Vi må være villige til at acceptere det, forstået på den måde, at vi ikke kæmper med det; ikke fornægter det; ikke forsøger at forbedre det; ikke dømmer os selv for at have det sådan her; ikke slår os selv i hovedet for det. Kort sagt: Vi mærker blot følelsen, uden at dømme den på nogen som helst måde, og med accept. Hvis man beslutter sig for at rumme sin utilfredshed for at slippe af med den, har man jo ikke helt accepteret, at man har det sådan, og så forsvinder den ikke. Der er intet så befriende som at møde os selv på vores følelser uden dom. Ja, det er sådan her, jeg har det, men det behøver jeg ikke at føle mig forkert over, eller at dømme mig selv for. Som en metafor kan man sige, at følelser er som små børn: De vil bare gerne ses og høres, og når de er blevet det, falder de til ro igen. De kommer løbende til os og siger: Se mig! Hvis vi siger: Nej, gå væk! så laver de ballade. Men, hvis vi siger: Ja, der er du jo, og du må gerne være der, så kan de igen – metaforisk talt – ”løbe ud og lege” – glade, rolige og frie. Når du er i stand til at rumme dine følelser, fylder de ikke så meget mere. Det betyder, at du ikke lader dem styre dig, men bedre er i stand til at handle, fordi du nu kan se mere klart på dig selv og dine muligheder.

At kunne være med det, der er og at møde os selv på vores følelser med rummelighed og accept, betyder også, at vi bliver autentiske, for vi tillader os selv at have det, som vi har det, og at være det, vi er. Jeg fornægter ikke, at det er sådan eller sådan, jeg har det. For, når jeg vitterligt forstår værdien i med accept at møde mig selv sådan som jeg har det, vil jeg heller ikke forsøge at ”løbe væk” fra en indre tilstand ved hjælp af en ydre løsning, såsom at tage stoffer, at drikke, at arbejde for meget, etc. At være autentisk er ifølge Nyt Psykologisk Leksikon ”at være som man er uden kunstlethed og forstillelse”.[1] Netop fraværet af forstillelse i autenticiteten, eller ægtheden, indebærer, at jeg accepterer de indre kropslige tilstande, som jeg oplever lige nu. Og dette indebærer også, at jeg kan rumme både såkaldt ”negative” og såkaldt ”positive” følelser. At finde ind til sit ”autentiske jeg” kan siges at være en modningsproces vi gennemgår, da det indebærer det at blive i stand til at rumme sine kropslige tilstande med fuld accept. At være autentisk indebærer også, at vi hver især har en særegen måde at være menneske på. Dette betyder igen, at vi hver især må finde ud af, hvad det vil sige at være ”os selv”. Men denne undersøgelse af, hvad jeg er, kan ikke foregå ud fra tidligere modeller, men må foretages på ny i hvert øjeblik.[2] Igen: Vi må være med det, der er.

I psykoterapien arbejder jeg ofte med, at klienten bliver bevidst om sine kropslige tilstande, sådan som de opleves. Klienten kan måske have svært ved at sige ”nej” til kolleger, kæresten og familien, men har ikke været sig bevidst om, hvad der – i dem selv – har gjort det svært. Vi arbejder ofte med helt konkrete situationer, som klienten genoplever i tanken, og samtidigt med, at hun – guidet af mig – mærker de kropslige reaktioner, der er i forbindelse med eksempelvis det at sige nej. Mit fokus er hele tiden på at sige til klienten, at hun ikke skal dømme den måde, hun har det på, men blot acceptere det. Det er en tydelig erfaring fra mit arbejde med klienterne, at den lettelse, der ligger i at møde deres følelse uden dom, ofte medfører, at de kan se, at det at give udtryk for deres behov (og at sige fra) ikke behøver at vække ubehag. Men meget ofte ligger der en gammel indlæring, der siger, at det ikke har været helt legitimt at give udtryk for sine behov, eller at sige fra. Det er det, som Jesper Juul kalder, at barnet ikke har fået lov til at give udtryk for sin integritet, og – for at få kærlighed og anerkendelse – har måttet undertrykke de dele af sig selv, som ikke passede ind i forældrenes eller omverdenens ”forventninger”.[3]

Når alt dette er sagt, har jeg også afslutningsvist lyst til at sige, at jeg ikke mener, at handling er af det onde. Snarere tværtimod. Men det jeg plæderer for er, at vi bliver opmærksomme på, hvad der er vores motivation for at handle, som vi gør. Dette er ikke altid nogen let proces, og især ikke, hvis vi handler ud fra ”gammel vane”, og ud fra, at ”det plejer at virke”. Det, jeg dermed prøver at sige, er, at vi kan øve os i at blive bevidst om vores motiver til handlinger ved at blive klar over – og kunne rumme – vores kropslige tilstande. Dette er opgaven i psykoterapi såvel som i livet.