Jeg anvender overvejende fænomenologisk, oplevelsesorienteret metode, men ud fra en såkaldt eklektisk tilgang, hvilket vil sige, at jeg anvender elementer fra mange terapeutiske retninger for at tilpasse terapien til netop dit behov.
Blandt andet anvender jeg psykodynamisk tænkning, da jeg mener, at der er dynamiske og ofte modsatrettede kræfter i psyken, som er udviklet gennem vores erfaringer med de mennesker, der har haft betydning for os, især i barndommen.
Mit fundament er den eksistentielle tænkning indenfor psykologien, hvilket vil sige, at jeg arbejder ud fra antagelsen af, at vi mennesker lever under nogle vilkår, såsom dét at vi skal dø, at vi har frihed til at vælge, at vi selv skal finde ud af meningen i vores liv og, at vi alle - i kraft af vores bundethed til den fysiske krop - er isoleret fra andre.
Derudover anvender jeg elementer fra gestaltterapi, kognitiv terapi og kropsterapi.Dette kombinerer jeg med mindfulnessøvelser, som træner klienten i at kunne være nærværende over for hendes eller hans psykiske tilstande.
Endelig kan jeg tilbyde hypnose som en del af behandlingen af mere afgrænsede og specifikke problematikker.
Jeg som terapeut stiller mig til rådighed med at hjælpe dig til at få afklaring omkring din egen situation.
Terapien vil primært være en undersøgelse af din livsverden, tanker, følelser og forståelse.